Da Katja Kristensens søster dør af kræft, stopper hele hendes verden. De var bedste venner og delte alt med hinanden. Efter Michelle gik bort, lukker Katja sig ind i sig selv, indtil hun en dag opdager en Facebook-gruppe, hvor hun kan spejle sig i andre. Hun finder ud af, at hun ikke er alene med sin sorg.

Af Imke Oosterhof

En funklende stjerne blinker på den klare nattehimmel. Ved siden af den stjerne blinker en til. Og en til. Og en til. 

”Kræften er kommet tilbage, og den her gang skal jeg dø af det.”

I Snertinge er det Katjas søster Michelles 27-års fødselsdag. De fejrer dagen med lækker mad og vin. 

Efter middagen vil Michelle gerne vise Katja stjernerne: ”Her på det seneste har jeg lagt mærke til, hvor fine stjernerne er om natten.”

Som små børn står de så der, denne lune sommeraften langt ude på landet, og kigger op på den stjernespækkede himmel. Katjas arme knuger sig rundt om Michelles, og Michelles om Katja. Alt er perfekt lige nu. 

De to søstre lægger sig op i den lille enkeltmandsseng. Pludselig vender Michelle sig mod Katja og siger:

”Kræften er kommet tilbage, og den her gang skal jeg dø af det.”

”Kan du mærke knuden?” siger Katja i et skræmt tonefald. 

”Nej, jeg kan bare mærke det.”

En bølge af panik går gennem Katja, hun kan da ikke bare sige, at hun skal dø? 

”Jamen, jeg vil ikke lyve overfor dig Katja,” siger Michelle ærligt. 

Katja er i panik.

”Vil du ikke nok love mig, at du vil kæmpe for at overleve?” 

Michelle kigger på Katja og lover at kæmpe, men fortæller hende, at hun skal huske, hvad hun har fortalt. Jeg skal dø af det den her gang.

Det hjælper at tale med andre, som har været igennem det samme

I dag er det to år siden Michelle fortalte Katja, at hun skulle dø af kræft. Til scanning to dage senere, viste det sig, at Michelle havde ret. Kræften var tilbage – og den havde spredt sig. 7 måneder efter går Michelle bort i en alder af 27 år, og Katja står tilbage med en enorm sorg. Hun har mistet sin bedsteveninde. Sin lillesøster. 

”Jeg kan ikke leve uden hende. Mit liv kan ikke eksistere, hvis hun ikke er her.” 

Da Michelle dør af kræft, stopper Katjas verden med at eksistere. Hun klapper i som en østers og taler ikke med nogen, om den dybe sorg hun befinder sig i. Indtil en bekendt en dag siger: ”Du har brug for hjælp, det der det går ikke.” Katja kommer i kontakt med Kræftlinjen, og hun finder selv ud af, at der findes sorggrupper på Facebook. ”Lige pludselig var der 30 mennesker, der sagde, at det havde de også prøvet,” denne følelse gav Katja en enorm ro, fordi hun følte, hun ikke var alene.

Catrine Hansen har startet gruppen Ung Kræft Aarhus, pårørende og efterladte, som er en underorganisation hos Kræftens bekæmpelse. Hun har selv mistet sin kæreste til kræft og har ikke kunnet finde en sorggruppe specifikt til unge. 

”Jeg havde brug for, at der var en anden ung, der kunne sige til mig: ’Prøv at se, hvor jeg er nu. Jeg har klaret det.’” 

Catrine fortæller, at det er vigtigt, at mødes med andre, som har oplevet det samme som en selv. 

Gruppen Ung Kræft Aarhus, pårørende og efterladte er en Facebook-gruppe, som man kan melde sig ind i, hvis man er mellem 18 og 39 år. I gruppen kan man skrive et opslag om sine følelser, men de mødes mest fysisk og taler med hinanden, fortæller Catrine. 

Gruppen mødes en gang om måneden, og laver sociale ting sammen. Det kan være alt fra aftensmad til juleklip. Under disse aktiviteter taler de sammen om deres sorg. 

Da Catrine selv mistede sin kæreste, faldt hun i snak med en anden ung mand, som stod i samme situation, men som var længere i sorgprocessen: ”Det var det som om, at der røg en sten fra mit hjerte,” fortæller Catrine. 

Den følelse beskriver Katja ligeledes i sin sorgproces efter Michelles død. Hun meldte sig ind i Facebook-gruppen Søskendekram, som er en gruppe, hvor man kan lægge opslag op om tabet af en søskende. Andre kan kommentere og fortælle, at de har oplevet noget lignende.  

”Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket hul jeg var kravlet ned i, hvis jeg ikke havde fundet den der Facebook-gruppe.” Katja beskriver, at det hjælper hende betydeligt, at der pludselig er 30 mennesker, som kan nikke genkendende til den sorg hun har. En sorg hun troede hun var alene om. 

Vi skal huske det gode, når vi sørger

Katja og Michelle prøver at huske de gode ting i den svære tid. 

De prøver at leve sundt og kun spise gode ting. De prøver alt. ”Hvis-man-ikke-vil-dø-af-kræft-så-spis-ikke-det-her”-listen er en, de har lavet, fordi de gør alt for, at Michelle skal overleve. 

Michelle har utrolig svært ved at spise noget, når hun har været til kemo-behandling. En dag efter kemo har Michelle så meget lyst til chips og cola. Det står bare på listen. Så selvfølgelig kan de ikke spise chips og cola. 

Katja kører ned i Netto på jagt efter snacks, som ikke står på listen. Katja fylder en kæmpe bærepose med sunde snackting. Frugt. Blåbær. Kiwi. Æbler. Yoghurt-dip, selvfølgelig uden smagsforstærkere. Da Katja kommer hjem, laver hun kakao, og finder det største fad frem, som Michelle har. De lægger sig op i hendes seng. Den er sat op i et hjørne, så de laver en mur af puder bag sig, og har det kæmpe-gigantisk-sunde-fad mellem dem. De ser Friends. De ser altid Friends. De kender den ud og ind, og den er altid deres baggrundsserie til deres uendelige snakke. De har nattøj på, og ligger bare der i den seng og putter. Michelle kan ikke sove, så det gør de ikke. De hygger sig bare med hendes katte, ser Friends, griner helt vildt og spiser alle de skide snacks i deres trygge bobbel. Det var en perfekt aften. 

Katja fortæller, at hun og Michelle var eminente til at få det bedste ud af de svære tider, selvom Michelle var syg. 

”Det er meget dobbeltsidet at være i dyb sorg. Jeg kigger jo tilbage på det og tænker, det var bare så godt. Jeg bliver sådan helt varm ved tanken om, at jeg har fået lov til at opleve sådan noget. Men jeg bliver simpelthen også så ked af det. Jeg godt kan se, at det aldrig kommer til at ske igen. Det var en ‘one in a life time-forbindelse’ vi havde”

Præst Michael Brautsch mener, at vi skal være gode til at tage fat i livet, mens det er der. Vi skal lade være med at forcere hyggen. 

Han siger: ”Vi skal ikke bekymre os om, hvad der eventuelt sker om et år. Nu er det dig og mig.” 

For Katja var det vigtigt at beholde de uformelle hyggestunder i søsterens sygdomsforløb. I de perioder hvor Michelle ikke var alt for syg, gjorde de alt for at hygge sig. Selvom søstrene huskede at have det godt, beskriver Katja det stadig som dobbeltsidet. 

”Glæd dig over det, I har haft. I stedet for at være ked af det, I ikke får,” forklarer Michael. 

Katja læser op fra den tale, hun holdt ved Michelles begravelse. Video: Imke Oosterhof

Når sorgen er allerstørst

De ved det godt. Det er nu. Men Michelle kan ikke dø. Det kan hun bare ikke, selvom dagen er trist og grå. Alle de, som hun har kær, kom på sygehuset og sagde farvel. 

Hun er ikke til stede mere. Katja har dagen forinden lovet hende, at hun ikke har mistet troen på hende, men Michelle er ikke Michelle længere. 

Sygeplejersken siger, at morfinpumpen skal sættes på igen, selvom de alle ved, at det vil være det sidste, de kan gøre. 

Katja sidder på hendes venstre side og holder hende i hånden, mens hun begynder at trække vejret meget besværligt. Den lyd kender Katja fra sin bedstemors dødsseng. Michelle forsvinder fra Katja lige her, mens hun sidder og holder hende i hånden. 

Det bliver stille. 

I det øjeblik strømmer der en lysstråle ind og lyser hendes seng op. 

Katja sidder der på sygehuset ved hendes side, indtil hendes hånd bliver helt kold og stiv. Det er så urealistisk. 

Sørg i fællesskab

Katja kommer hjem den dag, og skriger sin søsters navn. Det, eneste hun kan, er at skrige. Hun er helt knust og forklarer: ”Mit liv kan ikke eksistere, hvis hun ikke er her.” 

Hun fortæller ligeledes, at hun ikke taler med nogen om sin sorg. 

Præst Anni Albæk forklarer, at det lige præcis i sådanne situationer er vigtigt at tale med nogen: 

”Vi har brug for nogen som tør møde vores blik, også der hvor sorgen er allerstørst, og hvor det næsten ikke er til at holde ud at være i, for dem der er tæt på. Der kan præsten tilbyde det blik. Det giver os livsmod og handlekraft tilbage.” 

Det er vigtigt at blive set og mødt i sin sorg, men udover det er det vigtigt at blive mødt af et spejlbillede. Catrine fra Ung Kræft Aarhus, pårørende og efterladte er overbevist om, at der er et behov for at have en gruppe, som har været igennem det samme. Hun forklarer, at der er 76 medlemmer i gruppen, hvor nogen kommer helt fra Thy og Herning for at være med. 

”Det er bare vigtigt at se, at der er nogen, der har det på samme måde,” forklarer hun. Selvom ingen i gruppen, har lyst til at være med i den her slags grupper, så hjælper den utrolig meget i sorgprocessen. 

Selvom Katja tiede, har hun også set, at man kan komme videre i livet med sorgen inde i hjertet:

Et par dage efter Michelles død, sidder Katja ude på trappen. Der er godt vejr, og hun drikker en kop kaffe. Pludselig, kommer hun i tanke om en sang Michelle satte på hendes playliste få dage inden indlæggelsen. Det gjorde hun ellers aldrig. I samme øjeblik kommer en af Katjas søde katte hen til hende. Den sætter poterne op på hendes skuldre og giver hende en form for kram. What? Tænkte hun, det har den aldrig gjort før. Det var som om, det var Michelle, der gav hende den krammer. Hendes afsked til Katja.